Jernbanebroen – Enkelt fortalt

Da banen mellem Randers og Aalborg blev bygget, besluttede man også at anlægge en jernbane fra Nørresundby til Frederikshavn. For at gøre det muligt blev det nødvendigt at bygge en jernbanebro over Limfjorden. Uden broen ville Vendsysselbanen miste sin værdi.

I starten sejlede færgen “Lille Belt” passagerer og gods over fjorden, men det var besværligt og tog mindst 40 minutter. Færgen var heller ikke ideel under dårligt vejr, og der var behov for en bro. Dog var Limfjordens bundforhold en udfordring med dybt, ustabilt mudder, som gjorde brobygning særligt vanskeligt.

I 1871 blev der udskrevet en international konkurrence om broen. Den franske virksomhed Compagnie de Fives-Lille fik opgaven for 2.575.000 kr., og byggeriet begyndte i 1874. Arbejdet var hårdt og farligt, især fordi det krævede udgravning i op til 35 meters dybde under højt tryk. Mange arbejdere blev syge eller døde af ulykker, og i alt mistede 14 livet under projektet.

Byggeriet blev forsinket af ulykker, som en eksplosion i arbejdskammeret og væltning af en bropille. Trods problemerne blev broen færdig i 1878 og indviet i 1879. Den 318 meter lange svingbro var Danmarks hidtil største ingeniørprojekt og kostede i alt 2.729.353 kr.

I 1904 blev svingbroen opdateret med elektrisk betjening, men i 1937-38 blev en ny bro bygget, da den gamle ikke kunne klare de tungere tog og højere hastigheder. Den nye bro blev hævet på Aalborg-siden for at give plads til Vestre Havnepromenade, mens Nørresundby-siden beholdt næsten samme niveau.

Under 2. Verdenskrig blev broen vigtig for tyskerne, der brugte den til at sikre forbindelser. Den blev bevogtet og forberedt til sprængning, hvis nødvendigt. Efter krigen blev broen flere gange påsejlet, hvilket førte til omfattende reparationer.

I dag betjenes broen af 1 brofoged, 3 brobetjente og et par afløsere. Jernbanebane har har stadig en meget vigtig rolle i afvikling af togtrafikken og gennemsejlende skibe.